Længere fra Vejle til KBH end fra DK til Sydamerika

Der er langt fra sidste blogindlæg  om næsebjørne i junglen ved verdens største vandfald og så til et lille kollegieværelse i Tingbjerg, som lokale kalder Danmarks farligste sted. Men på trods af – eller nok nærmere på grund af – denne afstand kommer nu endelig det sidste, afsluttende indlæg på denne blog. Jeg har længe gerne villet skrive det, men fik så til sidst den fornødne motivation på en tur til Aldi forleden dag. Mere om den senere.

Afstande
Som overskriften afslører, er der længere fra Vejle til København end fra Danmark til Sydamerika. Det siger sig selv, at dette ikke gælder for de fysiske afstande, da det er let at argumentere for, at det hav – Storebælt – der nu adskiller mig fra Jylland, er noget mindre end det hav – Atlanterhavet – der tidligere skilte mig fra Danmark.
Men den dag jeg stod ude på gårdspladsen foran præsteboligen og kiggede på traileren, der var fyldt med flyttekasser, virkede de få timers kørsel til hovedstaden længere end de mange timer over Atlanten i fly gjorde det, da jeg midt i februar stod samme sted, dengang kun med en 75 liters rygsæk og en Lonely Planet.
Årsagen til dette er vel nærmest selvindlysende, men for nu at skåne nogen skammen for alligevel at være nødt til at spørge, vil jeg gerne give svaret. For det skyldes naturligvis, at rejsen til Sydamerika var en rejse med en ende, hvorimod rejsen til København fortsætter på ubestemt tid. Med et lidt fortærsket udtryk er det et nyt kapitel af mit liv, jeg er startet på, og i modsætning til rejsen til Sydamerika er der nu ikke noget at vende hjem til – for hjem er lige her, lige nu.

Copenhagen
Tina Dickows sang med det originale og opfindsomme navn Copenhagen starter således:

Copenhagen
I’ve never seen you look this bright
Just awaken
From the beauty snooze you took last night

Disse lidet komplicerede og sofistikerede ord om morgengryet i København beskriver egentlig udmærket, hvordan jeg har det her i storbyen, både på det symbolske og det reale plan. For som tidligere nævnt er det en ny del af mit liv, jeg har påbegyndt, så metaforen om solopgang ligger lige til højrebenet. Dertil kommer, at byen helt konkret virkelig er smuk om morgenen. De fleste af mine undervisningstimer ligger fra 8-10, så jeg ved, hvad jeg taler om. Når jeg cykler ind på uni, står solen altid over Sortedams Sø til venstre for Dronning Louises Bro, mens den, når jeg cykler hjem igen over broen, står over Peblinge Sø på den anden side.

Og jeg er vild med København! Både med den konkrete by og med mit nye kapitel her. Selvom der er langt til de fleste af mine venner og det meste af min familie, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det er København, jeg skal bo i. Selvom jeg sommetider kommer til at sige midtbyen i stedet for indre by, selvom jeg sommetider blander Vesterport og Vesterbro sammen og selvom jeg sommetider må købe æbler, selvom de hænger gratis på træerne hjemme på præstegården, så er jeg vild med København. Så at det føltes længere at rejse hertil end til Sydamerika, er ikke nødvendigvis noget negativt. Det er bare mere skelsættende. Men det er just det skelsættende, jeg holder af. Det, og så København. Og for nu at fortsætte lidt med min Københavnseufori vil jeg give nogle – totalt tilfældigt udvalgte – eksempler på noget, der er anderledes fra det, jeg tidligere har været vant til.

- I mine fem uger i storbyen har jeg set flere burkaer, hørt flere udrykningssirener og noteret flere sushirestauranter end i al min tid i Vejle.
- Den er god nok: København vrimler med cyklister! Det er helt imponerende at se de horder af tohjulede mennesker (jo, jeg ser paradokset i denne formulering) der om morgenen triller ind mod Indre By fra Nørrebro. Når vi – for nu er jeg jo en del af dem – holder i kø foran trafiklysene, kan jeg sågar dufte de morgenfriske cyklister, der har været i bad, vasket hår og brugt parfume. Ah…
- Nu hvor vi er ved dufte vil jeg gerne kommentere en anden, om ikke ukendt, duft. Når jeg på min vej hjem cykler ud af Nørrebro, er luften skiftevis fyldt af duften af al verdens forskellige slags krydderier (i bogstaveligste forstand), diverse former for grøntsager og frugt samt af kebab, shawarma, falaffel og durum.
-Byens bygninger skal også nævnes, for ved at bo i København, bor man jo også i byen med Rundetårn, Christiansborg, Langebro og alle de steder, man hører om i historiebøger, sangtekster og nyheder.
- Valgkampen! Ikke fordi, der ikke også var valgkamp i resten af landet, men at befinde sig permanent i hovedstaden under dette fænomen var ganske enkelt herligt. Generelt summer byen af aktiviteter, muligheder og initiativ, så man behøver blot hoppe på cyklen for at deltage i lige det, man gerne vil. Jamen, er det ikke skønt?

Og så til Aldi-turen
Det med at flytte indebærer jo også, at man nu selv skal til at stå for alle hverdagens praktiskheder (nej, dette ord finder du ikke i Nudansk Ordborg) som eksempelvis at handle ind. Dette foregår for mit – ligesom for mange andre fattige studerendes – vedkommende som regel i Netto elle Aldi. Forleden dag gik jeg så i Aldis kølighed og kiggede på mejeriprodukter, da mine øjne blev fanget af en yoghurt, hvis flaskes facon mindede mig om de yoghurtflasker, man købte i Sydamerika. Lidt åndsfraværende tog jeg den i hånden, mens jeg læste “Agitar antes de abrirlo y consimir frío,” og det var først efter jeg havde læst dette, at det slog mig, det var spansk. Jeg lagde så mærke til, at yoghurten også havde damasco-smag, altså smag af abrikos, just ligesom mange af de yoghurter, jeg indtog i Sydamerika, havde haft det. Som stregen gennem ø’et var det også en drikkeyoghurt, så mentalt røg jeg lige en tur tilbage til Peru. Det var mærkeligt at stå med et så sydamerikansk produkt i hånden, og en vis vemod ramte mig, da jeg indså, at det spanske alligevel havde været så stor en del af min hverdag, at jeg efter mere end halvanden måned i Danmark ikke straks opdagede, at det, jeg læste, stod på spansk, men først indså det bagefter. Jeg går ikke og savner Sydamerika, men der er tidspunkter, hvor et eller andet minder mig om noget fra min tur, og det er bare mærkeligt. Ikke mindst fordi det hele gik så hurtigt, efter jeg kom tilbage til Danmark, at før jeg vidste af det, boede jeg i Tingbjerg, havde min hverdag i undervisningslokaler i Indre By og læste mange siders jura om dagen. Og hvor blev Sydamerika af? Pist borte, og det betydeligt hurtigere, end det kom.

Dette bliver de sidste ord fra mig på denne blog. Det har været skønt at vide, at I har fulgt med undervejs, og en vis ærgrelse over ikke længere at kunne styrke sit ego ved på denne måde at skrive om sig selv længere, skal helt sikkert være en del af denne afsked Nej, spøg til side. Før man ved af det bliver det efterårsferie, og i den forbindelse ved jeg, at jeg kommer til at se en masse af mine trofaste læsere igen – heldigvis!
Nu vil jeg hoppe af cyperspace og ud i det virkelige (københavner)liv igen, hvor første punkt på eftermiddagens dagsorden er at granske listen over de nye ministre.

- Lærke-Sofie.

Verdens mest nuttede forbrydere

Cataratas del Iguazú
Jeg kan nu prale af at have set Cataratas del Iguazú, som betyder “stort vand”. Stort vand er ikke en overdrivelse, for Iguazú er verdens største vandfald. Faldene, der er over 270 af slagsen, er spredt over et område på 2,7 km., sine steder med en faldhøjde på helt op til 80 meter, og i gennemsnit fosser der 5000 tons vand gennem faldene i sekundet. Neej, stort vand er ikke en overdrivelse.
De mange vandfald ligger på grænsen mellem Argentina og Brasilien, og eftersom enhver guidebog og rejsende anbefaler, at man ser dem fra begge sider, kan jeg nu også prale af at have været et lille bitte smut i Brasilien, fra hvilken side synet af de mange vandfald var meget panoramisk og smuk. Dog må Argentina altså siges at have vundet, for at opleve faldene fra dén side var betydeligt mere imponerende. Der er bygget gangbroer med platforme over og under faldene, så man kan komme uhyggeligt tæt på de brølende vandmasser, der gør én drivende våd. Særlig vild er La Garganta del Diablo – Djævlens Svælg/Gab, som er områdets ubetinget største vandfald med 300 meter i bredden. Det er ligesom formet som en halvcirkel, og med en gangbro helt ud til “toppen” af selve vandfaldet, kan man stå midt i det hele og kigge ned i de enorme mængder vand, der, når de falder ned og møder alt det andet vand, piskes op igen som kæmpe skyer af vanddråber og regnbuer. Helt og aldeles overvældende! La Garganta del Diablo er et meget passende navn.

Forbryderne
Det siger sig selv, at hele dette Projekt Vandfald er blevet godt og grundigt kommercialiseret, så der var naturligvis forskellige områder inde i den subtropiske regnskov, hvor der var caféer og spiseområder. Stædig og fattig student som jeg er, havde jeg medbragt min egen mad, som jeg sad og nød på en af de hvide plastikstole (det må man alligevel give dem; det var i orden selv at tage mad med ind i parken). Alt åndede fred og idyl, et par sommerfugle sværmede rundt, vandfaldene kunne høres et sted i baggrunden og solen skinnede fra en skyfri himmel. Alle sad vi der og nød nuet, komplet uvidende om, hvad der skulle komme. Ud af ingenting (eller, når jeg tænker nærmere over hændelsen, var det nok ikke ud af ingenting, men nærmere ud af skoven) kom pludseligt og lydløst en bande næsebjørne. Med deres maskerede ansigter (I kan selv google dem og se efter) og lange, yderst bevægelige snuder fejende hen over jorden, indledte de, hvad jeg tolker som Operation Rasering. Systematiske kunne man ikke beskylde dem for at være, men effektive; dét var de! Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange de var. I øjeblikket føltes det som hundrede, men måske drejede det sig kun om en ti stykker. Jeg ved det ikke, for de var her og der og alle vejne. Med forbløffende lethed sprang de op på borde og stole og snuppede de spisendes mad. De fór fra krumme til krumme, og havde kun øje for ét: flere krummer! Man skulle ikke lade sig narre af deres nuttethed – oh hvilke bedårende øjne, de havde! – for de viste ingen nåde! Intet mad blev skånet, og som man bedst troede sig sikker og uden for rækkevidde ved et af de hvide plastikborde, stak der pludseligt et lille, maskeret ansigt op, så en pote, så hele kroppen, og væk fra ens mad. Et ungt par blev sågar angrebet af forbryderne, der med deres skarpe øjne og veltrænede snuder så og lugtede den plastikpose, kvinden gik med. De havde ikke mere end opdaget den, før kursen var lagt og en af dem sprang op og bed posen i stykker, således at æbler og bananer (ja, jeg var åbenbart ikke den eneste fattige, der selv havde medbragt mad) trimlede ud på jorden. Hurtigt snuppede de små væsner med de stribede haler frugten, inden kvinden kunne nå at registrere, hvad der var sket. Selv var jeg ifærd med at indtage et æble, som skånselsløst ville være blevet revet ud af min hånd, hvis ikke det var fordi, jeg hurtigt som lynet havde rejst mig fra min stol for at kunne flygte fra Operation Rasering (ja, som fattig lærer man også vigtigheden af at beskytte dén mad, man har, i modsætning til de rigere og mere aldrende mennesker, som blev siddende på deres pladser, hvorefter det uundgåelige naturligvis skete: deres mad blev snuppet!). Af og til hørtes skrig, for det meste fra forskrækkede turister, der blev ofrer for forbrydernes rasering, men af og til også fra forbryderne selv. Små, skingre skrig, triumfskrig, formoder jeg, når de havde fundet nogle krummer på jorden. For det meste forholdt de sig dog musestille, for at opretholde koncentrationen, antager jeg. Selvom hele episoden føltes som timer, kan der kun have været tale om nogle få minutter, og lige så lydløst som forbryderne var kommet, ligeså lydløst forsvandt de tilbage, hvor de var kommet fra: skoven (den er god nok, det var ikke ingenting, de kom fra). Tilbage sad en flok betuttede turister, de fleste af dem uden mad, samt et par glade caféejere, som nu forudså, hvordan turisterne ville være nødt til at købe nyt mad. Jeg spekulerer på, om de små forbrydere i virkeligheden var ansat af disse caféejere, men sandsynligheden af dette kender vi vist alle. Nok var de forbrydere, de næsebjørne, men kapitalister? Næppe. Dertil var de trods alt for nuttede. I øvrigt tvivler jeg på, de ville nedværdige sig til at indgå i en reel handelsaftale. De er sig selv, er de, de små forbrydere. Spændende var det dog at se denne lille bjørn i aktion (det er jo altid let at sige, når man ikke er den, der har fået stjålet mad), og hvor var de altså bare nuttede.

Buenos Aires
Min tid i Sydamerika er snart forbi, og på tirsdag skal jeg med et fly tilbage til den anden side af Atlanterhavet. I skrivende stund sidder jeg, hip som jeg selv og argentinerne er, med min laptop på en lille frokostsrestaurant med trådløst net og skriver dette blogindlæg. Jeg glæder mig til at nyde mine sidste dage i denne tiltalende, livlige storby, og jeg glæder mig til at sætte mig ind i flyveren, fyldt af alle mulige besynderlige oplevelser. Hvem har måske oplevet et næsebjørnstogt i Danmark?

Rejsepersongalleri

Rejsepersongalleri

Her på min rejse i Sydamerika har jeg naturligvis mødt en del spændende mennesker, som selv, af forskellige årsager, var ude at rejse. Når man rejser alene og konstant befinder sig i en verden, hvor alt omkring en er nyt og anderledes, kan det være rart af og til at reflektere over sine oplevelser med andre rejsende. Med et lidt fortærsket udtryk er man jo i samme båd. Det er inspirerende at møde disse andre og lade dem blive en del af ens egen rejse, men samtidig er det også vemodigt. Efter at have lært dem at kende og have delt sig selv og sin rejse med dem, er det svært at sige farvel til dem, fordi man ikke ved, om man ses igen. Hvilket man for det meste nok ikke gør.
Dette blogindlæg kommer til at handle om nogle af de mennesker, jeg har mødt og ladet blive en del af min rejse. Og hvis rejser jeg er blevet en del af. Hvis det virker lidt for uvedkommende for jer at læse om mennesker, som jeg har mødt, så skip blot dette blogindlæg! Jeg forsøger bare at holde fast i minderne om de andre rejsende, der kom til at betyde mest for mig på rejsen. Fem af dem vil her blive præsenteret i kronologisk rækkefølge, alt efter hvornår jeg mødte dem.

Navn: Julian
Land: Tyskland
Alder: 22
Mødested: Hare Krishnas eco-village i Peru.
Almindeligt hverv: Medicinstuderende i Tyskland.
Påskud for at rejse: Havde vundet en verdensomrejse i en fotokonkorrence ved at snyde (ja, jeg blev også lettere harm, da jeg hørte dette, men så igen; ellers havde jeg jo aldrig mødt ham).
Lidt om vores forhold: Som sagt mødte jeg Julian under mit ophold i Hare Krishnas lille samfund ved Perus kyst, hvor vi begge (af uransalige årsager) arbejdede som volontører i en kort periode. Han var en af de første vesterlændinge, jeg mødte i nogle måneder, og det var rart at kunne tale med en, der havde nogenlunde samme referenceramme som en selv. Det vil sige en, der f.eks. tager det for givet, at regeringer som udgangspunkt ikke er korrupte, en, som har lidt basisviden om filosoffer som Jean-Paul Satre, en, der også synes, det er mærkeligt, man ikke kan drikke vandet direkte fra vandhanden.
Julian og jeg peppede sammen stemningen hos Hare Krishna lidt op. Til eksempel gik Krishna-tilhængerne altid tidligt i seng (de skulle jo trods alt op for at gå i templet allerede kl. 4 om morgenen), mens vi to blev oppe og spillede tyske og danske kortspil til langt ud på natten. Vi forsøgte at være stille, idet samvær med det andet køn, alene, i et dunkelt rum, midt om natten, ikke var så velset. Ikke desto mindre morede vi os kosteligt og fik også kritisk diskuteret hele Hare Krishna-verden sammen. I det hele taget var han et spædende menneske at tale med, bl.a. fordi han selv for nogle år siden havde fungeret som volontør i Bolivia, hvor han havde arbejdet med gadebørn og lært sig spansk.
Inden han tog til Bolivia, havde han planer om at læse kunst på universitetet, men efter sit ophold i Sydamerika, besluttede han sig for at læse medicin i stedet – for at kunne få et arbejde, hvor man er til knytte for andre mennesker. Inden han dengang rejste hjem fra det sydamerikanske kontinent, skulle han slutte af med en måned i Buenos Aires, hvor han ville danse tango. Men tangoen bed ham, som man siger, og han endte med at blive der i 9 måneder og danse tango 8 timer om dagen. Ja, et spændende menneske med en lidt mere spontan tilgang til verden end jeg.

Navn: Emily
Land: England
Alder: 36
Mødested: En fire dages vandretur i Perus bjerge i Huaráz.
Almindeligt hverv: Lærer
Påskud for at rejse: Var enepige, der hidtil ikke havde lavet andet end at arbejde. Derfor havde hun pludseligt sagt op og besluttet sig for at rejse til Sydamerika i nogle måneder. Uden at have nogle planer for, hvad der skulle ske, når hun nåede hjem.
Lidt om vores forhold: Emily, der talte som et vandfald med en dejlig, britisk accent, og jeg mødtes på det hostel, gennem hvilket vi begge tog på en fire dages vandretur, the Santa Cruz trek. Vi delte et lille tomandstelt i disse tre nætter, og kom således som fremmede temmelig tæt på hinanden. Det er klart, vi ikke blev ved med at betragte hinanden som fremmede, for efter at have lånt intimservietter af hinanden, svedt og pruttet i samme telt om natten og have beklaget os over manglen på ilt, lærte vi hinanden ret godt at kende, særligt i forhold til, hvor kort tid vi egentligt brugte sammen. Hun var en yderst frisk pige, som dog endnu var i tvivl om, hvorvidt hun havde været fornuftig eller dum ved at sige sit job op og bare rejse ud i verden, hvilket vi derfor talte meget om. Løjerligt, sådan at blive sparringspartner med et tilfældigt menneske, man møder ude i den store verden.

Navn: Nicolás
Land: Argentina
Alder: Sidst i 20′erne
Mødested: En bar i Cusco.
Almindeligt hverv: Journalist på en venstreorienteret avis i Argentina.
Påskud for at rejse: Ferie (ikke alle kan prale med en historie som Julians).
Lidt om vores forhold: Nicolás talte først og fremmest ikke engelsk, hvorfor han for mig (sammen med et par øl) fungerede som en fin katalysator for mit spanske. Med sit beskæggede ansigt, strittende hår og uldne sweater fik han og jeg os en god snak om verden nu til dags – det vil sige for os en ikke særlig socialistisk verden med alt for stort fokus på materialisme og kapitalisme (jovist, jeg er nået dertil, hvor jeg godt kan hakke mig igennem en samtale om disse emner på spansk. Og oh, hvilken fryd sådan at være i stand til at diskutere politik på endnu et sprog). Han havde ikke meget til overs for, at jeg vil læse jura til sommer, men at forklare ham, at der jo er brug for jurister som med loven i deres hænder kan forsvare de fattige og deres rettigheder her i verden, skulle vise sig at være en større udfordring. Som om journalister er bedre… Tsk tsk.

Navn: Patrick.
Land: Tyskland.
Alder: 21
Mødested: Valparaíso i Chile.
Almindeligt hverv: Skulle studere filosofi eller politik, når han vendte tilbage til Tyskland sidst i august.
Påskud for at rejse: At lave frivilligt arbejde i Sydchile, hvor han spillede fodbold med og underviste børn i engelsk.
Lidt om vores forhold: Første gang jeg så Patrick, stod han og poserede foran en ældre kvinde, som han tydeligvis havde bedt tage et billede af ham. Hvilket var helt forståeligt, for Valparaíso er ubetinget den smukkeste by, jeg endnu har befundet mig i Sydamerika. Det er en boheme-agtig havneby med bakker med forskelligt farvede huse på, kunst på vægge og mure og små gallerier i gader og stræder. Solen skinnede og udsigten over byen og havet perfekt, så at han gerne ville have et billede af ham og denne udsigt var som sagt helt forståeligt. Jeg sendte ham et stort smil, for som han stod der med sine pilotbriller på og gjorde sig til, kunne jeg da ikke andet. Kort efter kom han gående efter mig og spurgte, om jeg vidste, hvor vi var. Vi var begge på vej til Pablo Nerudas hus, så vi besluttede at følges.
De næste par dage endte vi med at være sammen hele tiden, og det var smadder hyggeligt (er det for old school at bruge udtrykket ‘smadder’?). En aften gik vi hen til byens gamle kvarter og tog en ascensor (oversættelse? ordbogen.com siger ‘et hejseapparat’) op ad en af bakkerne, hvorfra vi så solnedgangen over byen.
Vi talte om bøger, havde begge en hang til Ringenes Herre og lignende, diskuterede film og filosoffer, lavede mad sammen, hang ud i byen, nød solen, kattene, glæden ved at være ung og ved bare at være.

Navn: Jean-Francios
Land: Québec i Canada
Alder: 30
Mødested: Hostlet i Valparaíso
Almindeligt hverv: Arbejdede med ‘computer science’ for Santiagos universitet.
Påskud for at rejse: Havde for to og et halvt år siden sagt sit job i Canada op, og havde siden da rejst frem og tilbage i Sydamerika med forskellige jobs hist og her. Sidst havde han så arbejdet i Santiago i otte måneder, og var nu et par dage i Valparaíso for at kigge efter et nyt – og dejligere – sted at bo.
Lidt om vores forhold: Jeg faldt i snak med Jean-Francios, også kalet Jef, da vi begge sad på vores hostel, spiste aftensmad og så Chile spille mod Venezuela i Copa América (de tabte). Kl. var 19, vi var de eneste på hostlet og før jeg vidste af det, havde vi snakket sammen i fire og en halv time om alt muligt. Han øsede ud af sin omfattende viden om kontinentet, jeg fik tips og tricks om Buenos Aires, vi forsøgte at overgå hinanden med dårlige/uheldige rejsehistorier.
Vi kiggede på hostlets nærmest symbolske book exchange bibliotek, hvor han fandt Det Gyldne Kompas og spurgte mig, om jeg havde læst denne vidunderlige bog. Det havde jeg da heldigvis – det er en vidunderlig bog – og jeg begyndte at fortælle om, hvordan jeg havde villet købe trilogien i Danmark, men ikke havde kunnet få fat på den, fordi den ikke længere blev trykt (det var før, den blev filmatiseret). Længere nåede jeg ikke, før han sagde, han havde en samlet, engelsk udgave, som han havde læst to gange og som jeg gerne måtte få. Så jeg lod som om, min historie var færdig og undlod at fortælle, at jeg til sidst rent faktisk havde anskaffet mig bøgerne i Danmark, idet jeg faktisk stod og manglede noget ordentlig litteratur til min videre rejse. Næste morgen spiste vi morgenmad sammen, gik ud i byen, og inden vore veje skiltes, udvekslede vi mailadresser, så vi kunne mødes senere på ugen i Santiago.
I Santiago, hvor jeg fik den tykke bog som aftalt, dedikeret og det hele, tog han mig med til et gigantisk loppe/antikmarked, Bío Bío-markedet. Det var helt imponerende, hvad man der kunne finde af gamle fund og gammelt lort. Hvis jeg boede i Santiago, ville mit hjem bestå af én stor blanding af det 20. århundrede, for man kunne få så mange smukke møbler, besynderlige pynteting og løjerlige brugsgenstande. Jean-Francios havde den hobby at samle på gamle kameraer og tage sort/hvid-billeder, så som vi undervejs kiggede på forskelligt kameraudstyr, blev jeg belært om, hvordan sådan nogle gamle sager fungerer (wou, det er ret utroligt, hvor meget teknik man har komprimeret ned i et lille digitalkamera).
Senere tog vi på sushirestaurant, og for mit vedkommende var det første gang, jeg skulle prøve at indtage denne spise. Overraskende lækkert, synes jeg, omend lidt kvalmt med de store mundfulde, man bliver nødt til at tage. Men i hvert fald: det var spændende at se byen med en, der kendte den, for i sig selv er Santiago ikke noget særligt. Men at lære Jean-Francios at kende og at høre på alt det, han vidste, gjorde unægtelig byen lidt mere interessant.

Således et lille udpluk af de personer, der har sagt mig mest på min rejse. Personer, jeg nok aldrig ville være kommet i kontakt med i min hverdag i Danmark, men som jeg nu kan takke tilfældighederne på min rejse for, at jeg har lært at kende. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg bare skal sætte pris på den tid, jeg har haft med dem, men jeg synes, det har været svært at skulle tage afsked med dem.

Chile – saa anderledes fra Peru

Kaere laeser!
Naar man har vaeret i Peru i naesten fem maaneder og man krydser landets sydlige graense, saa kan man godt synes, det er et maerkeligt land, man er kommet til. De kalder det Chile, men umiddelbart kunne det ogsaa have heddet “Urep”, Perus modsaetning. Og dog, nu skal man heller ikke stramme den. Men hermed kommer en liste over nogle af alle de forskelle, der er mellem de to lande.

- Da jeg sad i en bus paa en 24-timers tur fra San Pedro de Atacama til Valparaíso og kiggede ud af vinduet i Antofagasta, saa jeg en lille dreng med briller. Jeg er klar over, at det for den europaeiske laeser ikke kan lyde saerligt ophidsende, men ikke desto mindre slog det mig, at det var et syn, der ikke var normalt i Peru. Og jeg tvivler paa, at det skyldes, at de peruanske boern bare generelt ser bedre.

- En lille men dog glaedesfremkaldende detalje om Chile er, at her er betydeligt flere katte end i Peru. Et faktum, man bestemt ikke skal underkende, naar man ikke har set sine egne katte i fem maaneder.

- “Club De Yate”. Ja, det var, hvad mine oejne saa paa den tidligere naevnte bustur. En yacht-klub… En yacht-klub! Det var dog et besynderligt syn, naar man, som jeg vist efterhaanden har faaet understreget, kom direkte fra Peru. Dog skulle chilenerne da vaere nogle skarn, hvis ikke de stavede “yacht” paa deres egen, spanske maade. Helst ikke for mange engelske ord i deres sprog. Paa det punkt er de temmelig konsekvente i Sydamerika.

- Saa er der priserne… Og ja, det er bare dyrere at rejse i Chile, betydeligt dyrere endda. Her koster det billigste hostel, jeg har overnattet paa, som det dyreste hostel, jeg sov paa i Peru, kostede. Til gengaeld kan man rigtigt faa foelelsen af at flotte sig, naar man betaler for et kilo guleroedder med en 10.000 pesos-seddel. Jow jow, kom ikke og sig, man ikke kan vaere stor i slaget, naar man er backpacker paa budget.

- Det, der i Peru er kendt som “manjar blanco” er i Chile kendt som “dulce de leche”. Det er en slags karameliseret maelk, som ofte bruges i bagvaerk. Det er mega laekkert, og vil blive savnet i Danmark! (Men husket som manjar blanco, sorry Chile.)

- I Peru er der fire ting, der paa et toilet syntes overfloedigt og luksus-agtigt*. Det er
1) toiletpapir  2) toiletbraet  3) saebe, eller bare generelt muligheden for at vaske haender  4) traek-op-funktionen, der i stedet afloeses med en balje med vand og en spand, som man kan fylde med vand fra baljen og haelde ned i toilettet. Man kan vaere heldig, at f.eks. 2/4 af disse overfloedigheder er opfyldt, det vil typisk vaere traek-op-funktionen og toiletbraettet. I Chile kan man regne med, at 3/4 af overfloedighederne er opfyldt. Ja, de flotter sig rigtigt, goer de!
*OBS. Disse forhold vil oftest vaere mest beskrivende for toiletforholdende i hoejlandet.

- Paa et tidspunkt da jeg sad i en chilensk langdistancebus, saa jeg pludseligt et skilt med roede, digitale bogstaver, der, efterhaanden som de viste sig for mig i en lang raekke, skrev: “WC OCUPADO”. Det vil jeg nok sige! Her i landet har man simpelthen busser, der fortaeller én, naar toilettet er optaget, saa man ikke behoever gaa forgaeves. Jamen dog.

- I Chile er der cykelister. Folk cykler faktisk. Og ikke nok med det: man ser ogsaa smaa slanger sno sig ud af derse oerer, og lur mig, om det i nogle tilfaelde ikke ligefrem skulle vaere iPod’s, der gemmer sig for enden af slangerne.

- Det virker som om, chilenerne mere aabenlyst nyder hinanden og naturen end i Peru. Her i landet ser man unge i hed omfavnelse, legepladser, naturomraader inde i byerne, folk, der tager varm afsked med samt billeder af hinanden ved busterminalerne. Under min 24-timers bustur saa jeg saagar en aeldre kvinde, der strakte sin – tilsyneladende temmeligt stive - krop, for rigtigt at kunne se maanen, der i al sin fulde glans var ved at staa op. Alt saadan noget ser man ikke meget af i Peru.

- I Chile kan man let blive i tvivl om, hvem der er turister, og hvem der er chilenere, fordi chilenernes udseende varierer meget, og fordi deres oprindelige indianderblod er blevet blandet godt op med europaeisk blod. Dette problem ville man aldrig have i Peru, hvor en turists hvide hud lyser op som en roed standby-knap paa et fjernsyn goer det i et moerkt lokale.

- Slutteligt skal musikken naevnes. For her i Chile er der mindre salsa, minde raggaeton og mindre cumbia end i Peru. Til gengaeld meget mere pop, rock og hvad alt det der mainstream nu hedder. I Peru er det decideret sjaeldent, at man hoerer pop, fordi deres egne musiske traditioner er saa indgroede. Selv blev jeg overraskende glad for at hoere pop igen, for alle de fremmede rytmer kunne i laengden let blive lidt enerverende i Peru.

Naturligvis er der mange flere forskelle end de her beskrevne. Dette er blot et relativt tilfaeldigt udvalg af nogle af dem, og som den opmaerksomme laeser nok har fanget, saa handler det jo om, at Chile er meget mere europaeiseret end Peru. Derfor er det spaendende nu at bruge lidt tid i dette land og forhaabentligt faa oejnene op for flere forskelle, end at her er flere katte end i Peru. Dog bliver det ikke overvaeldende lang tid, jeg faar i “Urep”, idet Argentina geografisk er et enormt land, som jeg jo ogsaa gerne vil udforske. Og set med dé briller, er der jo ikke land tid til den 9. august, hvor min flyver letter fra Buenos Aires.

Knus og alt, hvad dertil hoerer!

Opsummering af de sidste maaneder

Efter nogle måneders stilhed her på bloggen, vil jeg igen skrive et – om ikke flere – indlæg. Dette skyldes, at jeg nu ”kun” har en måned tilbage af min rejse. ”Kun” fordi en måneds rejsen rundt i sig selv er lang tid, men fordi det foeles som knap så lang tid, når den er taget ud af en rejse på seks måneder i alt.

Jeg er nu nået til landet, hvor taxachaufførerne bremser ned i stedet for at speede up, når lyset skifter fra grønt til gult (indroemmet: jeg har endnu kun koert med én taxa), hvor man betaler 7000 pesos for at overnatte på et hostel i stedet for 25 soles og hvor man ikke længere ser kendte ting langs vejene som InkaFarma’er (Perus bedstkendte apotek). Med andre ord: jeg befinder mig i Chile! Tog med en 15-timers bus fra Cusco til Tacna den 9. juli kl. 15. Var i Tacna den efterfølgende dag kl, 6, hvorefter jeg tog direkte til den terminal, hvorfra man med taxa og bus kan komme fra Tacna, Peru, til Arica, Chile. Efter nogle ganske enkelte grænseformaliteter forlod jeg så Peru efter 4 måneder og 3 uger. Man skulle have et indre af rå sten, hvis ikke man blev påvirket af at se stemplet i ens pas, der viste, at man nu ikke længere befandt sig i Peru. Og et stempel til at understrege dette faktum skulle der til, for landskabet var naturligvis nøjagtig, som jeg kendte det fra Peru på denne tid af året – tåget og med sandbjerge overalt. Kort efter kom jeg altså til Arica. Det var stadig tidligt på dagen, og siden Arica bare skulle være en kedelig og relativt intetsigende grænseby, hvor man skal passe godt på sine ting og hvor hostlerne er over-prized ligesom i Tacna, tog jeg til busterminalen for at finde ud af, om jeg kunne tage direkte videre til San Pedro de Atacama, der ligger i det nordøstlige Chile. Det kunne jeg ikke, men næsten, jeg kunne nemlig komme til Calama, som ligger ca. halvanden time fra San Pedro de Atacama. Bussen afgik om en halv time, tidsnok til at jeg kunne nå at hæve chilenske pesos, købe en morgenmadsempanada, forsyne mig med kiks til busturen og bruge el baño. Så kort tid efter sad jeg altså igen i en bus, denne gang med en 12-timers køretur foran mig. Bussen afgik omkring kl. 10 (chilensk tid, selvfølgelig, og de er foran Peru), og efter fem synkroniserede film, der blev vist i bussen, en del læsning i min bog akkompagneret af kiksetyggende kæber og med endeløst sand omkring mig (Atacamaørkenen i det Nordchile er verdens tørreste ørken), nåede jeg altså frem til Calama. En taxa tog mig for 2000 pesos til et hostel nær centrum, og jeg har så godt som ingen idé om, hvorvidt det er en fair pris, eller om jeg er blevet narret på det groveste. I Peru ville jeg maksimalt have betalt 7 soles for denne service, så umiddelbart forkommer det mig jo lidt dyrt. Men det er jo også sådan, Chile bl.a. skulle være; dyrere end Peru. Nå, men i løbet af de sidste 30 timer har jeg altså brugt 27 af dem i en bus, resten på at krydse grænsen i taxa. I morgen tidlig er planen at stå op og tage en bus her fra Catalama til San Pedro de Atacama, hvor det rent faktisk skulle være værd at befinde sig. Dér finder jeg forhåbentligt også en internetcafé, hvorfra jeg kan uploade dette blogindlæg via mit USB-stik.

Jeg sidder og tænker på, om jeg ikke ville være et skarn, hvis jeg afsluttede dette indlæg uden overhovedet at fortælle noget om, hvad jeg har lavet siden sidst. Jeg vil – ultrakort og i punktform – fortælle (opremse ville nok være et mere passende ord), hvad der er sket siden jeg forlod Villa El Salvador i Lima den 3. maj. Grundet udlængsel, nysgerrighed og rejselyst tog jeg derfra lidt tidligere end oprindeligt planlagt, mens de tre andre danskere – Stine, Cilja og Andreas – blev i V.E.S. Den første måned rejste jeg alene, inden jeg i starten af juni og tre uger frem slog følgeskab med Stine og Cilja, inden de vendte tilbage til V.E.S. for – ligesom Andreas – at rejse tilbage til Danmark fra Lima senere på måneden. Således havde jeg altså, da jeg skiltes med pigerne, stadig ca. halvanden måned tilbage med mig selv og verden, inden jeg igen betræder dansk jord 10. august.

 

- Først rejste jeg et par timer op ad kysten nord for Lima, hvor jeg havde besluttet mig for at bo to uger i et lille, selvforsynende, filosofisk-eksperimenterende ”community”, hvor man skulle bo i lerhytter, dyrke yoga og lave volontørarbejde, f.eks. i form af at plukke bønner, skære tomater og rengøre tør-toiletter. Jeg havde, inden jeg tog af sted og også med en del forbehold, naturligvis læst dette ”community’s” hjemmeside, så da jeg ankom og fandt ud af, at stedet var et rendyrket Hare Krishna-sted, blev jeg noget overrasket, idet de to ord ikke var nævnt noget sted på deres hjemmeside. Ikke desto mindre blev jeg der altså de omtalte to uger, der blev nogle af de mest besynderlige uger i mit liv. Dagligdagen stod på mantraer, vegetarmad, tempelbesøg og -sang, yoga, indvielse af mad til Krishna. Hvad dagligdagen ikke stod på var f.eks. alkohol, tobak og kød. Sex både før og efter ægteskab er heller ikke en almindelig del af Hare-Krishna-tilhængernes liv, det finder kun sted, når målet er at reproducere, og i så tilfælde må de ikke nyde akten. Kom ikke og sig, hele verden kun drejer sig om sex. Tror du dette, har du tydeligvis ikke brugt to uger af din dyrebare tid i et Hare Krishna-samfund.

- Efter disse mærkværdige oplevelser rejste jeg til Trujillo, en gammel by på Perus nordkyst fra kolonitiden. Den er utrolig smuk i sig selv med dens koloniale bygninger i forskellige farver, hvide vindueskarme og sorte gitre for vinduerne. Ydermere er den et pragtfuld udgangspunkt for ekskursioner til diverse arkæologiske steder, og således fik jeg set gamle templer og bygninger fra præ-inka-tiden. Man tror det næppe, men Peru kan ikke kun blære sig med sit inkaimperie, men kan også føje Mohca- og Chimu-kulturerne på listen over store, omend uddøde, civilisationer.

- Fra Trujillo fortsatte jeg til Huaráz, som er en by, der ligger placeret i Cordilleras Blancas i Andesbjergene. Den er enhver friluftsentusiasts paradis, og selv holdt jeg mig da heller ikke tilbage. Jeg deltog i en fire-dages vandretur, der bl.a. inkluderede bestigningen af et knap 5000 meter højt bjergpas. Det sneede og blæste, mine knæ smertede som bare pokker og luften var så tynd, at det føltes som om, kroppen aldrig rigtig havde luft nok, og da vi stod på toppen hvorfra man skulle kunne se et af verdens smukkeste bjerge, var det så tåget, at dén fornøjelse må vente til en eventuel anden gang. Ikke desto mindre var naturen alt i alt helt vidunderlig og imponerende med turkisblå laguner, sneklædte bjergtinder og et væld af flora og fauna som man i hvert fald ikke ser det i Norge, hvor der er noget, der rent faktisk hedder ”trægrænsen”.

- Efter at have nydt godt af den helt imponerende og storslåede natur i Perus højland, tog jeg tilbage til Lima, hvor jeg aldrig rigtig havde nået at være rigtig turist. Det fik jeg lavet om på, hvorefter jeg mødtes med Stine og Cilja i Perus lufthavn. Turen gik til Iquitos, der er verdens største by, som man ikke kan nå med vej men altså enten skal flyve eller sejle til. Det skal man, fordi den ligger placeret midt i Amazonas-junglen i Nordperu. Dér boede vi hos familien til en pige, Lady (ja, det er hendes navn), som Stine havde haft i sin engelskworkshop i Villa El Salvador. Vi fik sejlet på Amazonasfloden, mærket luftfugtigheden, hilst på diverse dyr inde på vores værelse og taget bad ved hjælp af en tønde med koldt regnvand. Ydermere besøgte vi noget families familie, hvor vi spiste lækker skildpadde, og der var da sågar også en morgen, hvor jeg flottede mig og spiste larver til morgenmad.

Ovenstaaende er om sagt skrevet paa mit hostel igaar aftes. Dog loeb min computer toer for stroem, saa nu er det blevet den 11. juli og jeg er kommet til San Pedro de Atacama og sidder paa den tidligere naevnte men paa davaerende tidspunkt hypotetiske internetcafé. Derfor vil omskrivninger af ae, oe og aa nu vaere at finde i blogindlaegget.

- Efter Iquitos tog vi til Ica, en mindre charmerende by syd for Lima, hvorfra man tager til Huacachina – en aegte oerkenoase! Midt i de gigantiske og tilsyneladende uendelige sandbjerge, ligger der en groen lagune, omgivet af palmetraer. Utroligt malerisk og tegneserieagtigt. Vi var ogsaa ude at koere med en boogie, et oerkenkoeretoej (haha, fedt ord, naar man ikke har et rigtigt oe), der i rasende fart koerte os op og ned af sandbjergene ude i oerkenen. Temmelig adrenalinfremkallende.

- Derefter tog vi videre syd paa til Nasca, hvor de obligatoriske og – den er god nok – meget mystiske Nasca-linjer blev beset fra oven i et lille fly med plads til i alt seks personer inklusive to piloter. Linjerne er tilstraekkeligt besynderlige og smukt udfoert til, at det var pengene vaerd.

- Fra Nasca tog vi videre til Arequipa, den hvide by, der er bygget af vulkansten. En virkelig charmerende og smuk by, i modsaetning til baade Ica og Nasca. Arequipa blev ogsaa vores udgangspunkt for at tage til Cañon del Colca, som, paa trods af hvad mange tror, er verdens dybeste kloeft. Den er bare bredere end f.eks. Grand Canyon, hvorfor den ikke virker ligesaa overvaeldende. I Cañon del Colca var vi paa en stejl men smuk 2-dages vandretur, som udoever aandedraetsbesvaer og knaesmerter boed paa enorme kondorer, der svaevede hoejt oppe over os.

- Herefter gik turen videre til Cusco, hvorfra vi tog paa en 5-dages haard vandretur, Salkantay-turen, der startede med bjergbestigning af et pas paa knap 5000 meter, foerte os ned gennem cloud forest (hvordan oversaetter man det?) og til sidst ledte os til Machu Picchu, som bestemt var ligesaa imponerende og smukt som paa alle postkortene. Og saa var der masser af lamaer, hvilket unaegteligt gav oplevelsen en blanding  af et eksotisk/autentisk preag og hardcore turisme-pleasing. Vi naaede tilbage til Cusco den 24., hvor Inti Raymi blev fejret – aarets vilde solfest, der bestemt ikke faar for lidt!

- Efter nogle dage i Cusco skiltse vore veje, og Stine og Cilja floej tilbage til Lima, mens jeg tog videre til Puno. Derfra sejlede jeg ud paa Titicacasoen til Los Uros, de besynderlige, flydende sivoer, og videre til oen Taquile, der med sine knap 2000 beboere, som sjaeldent gifter sig med nogle uden for oen, har sine helt egne traditioner og skikke.

- Og saa gik turen videre til Manu! Det er verdens mest biodiverse regnskov, som jeg paa fem dage betalte i dyre domme for at udforske. Og med flodsejlads, gaature og udsigtstaarne boed turen paa krokodiller, skildpadder, papegoejer, tukaner, massevis af fugle og aber, insekter, flodsvin, kaempeoddere og – to jaguarer! Det var en helt unik oplevelse, som egentligt fortjener meget mere “spalteplads”, end jeg nu vil give den.

Og nu sidder jeg saa i Chile. Jeg er naaet til San Pedro de Atacama, en lille bitte by, der mest af alt minder om noget fra en Western-film med Clint Eastwood. I morgen skal jeg paa en fire-dages tur til Salar de Uyuni i Bolivia, hvor det enorme og helt saerlige saltlandskab skal udforskes. Oprindeligt ville jeg vaere taget fra Peru til Bolivia via Titicacasoen, men pga. vejblokader, demonstrationer og skiftevis aabnede og lukkede graenser, besluttede jeg mig for som enligt rejsende kvinde at skippe den del af rejsen og tage direkte til Chile. Herfra kan jeg tage over en anden graenseovergang til Bolivia, og det tilmed gennem et organiseret selskab, som burde have styr paa det med sikkerheden. Paa fredag befinder jeg mig saaledes i Chile igen, og maa altsaa noejes med et kort besoeg til Bolivia.

Det var alt – men til gengaeld ogsaa meget! – for denne gang. Jeg har bestemt ikke faaet alt med, men resten maa I faa, naar jeg kommer hjem igen. Pa nuvaerende tidspunkt er det mit maal at skrive her paa bloggen igen inden jeg tager hjem, og mon ikke, det er et lade-sig-goerligt maal?

Mange kaerlige hilsner til alle jer skoenne mennesker, der sidder derude bag skaermene. Tak fordi, I har laest med, det betyder meget for mig.

Gæsteindlæg: Stine beskriver en 15 års fødsesdag!

- Af: Stine Harrekilde

Nogle gange oplever man noget, der er mærkeligt. Det kan være mærkeligt fordi det går i mod de forventninger man havde, eller fordi det strider i mod ens opfattelse af det normale. Hvilket, vil nogle måske indvende, kan komme ud på et. Nuvel. Noget mærkeligt kan for eksempel være en flyvende elefant, en DJ på 85 år eller en kommunistisk præsident i USA. I lørdags oplevede jeg noget, der – set med mine danske kulturbriller – simpelthen var så mærkeligt at jeg stadig mangler ord for det. En femtenårsfødselsdag. Det var flot og fantastisk, og jeg er ovenud taknemmelig for at være blevet inviteret til og få lov til at opleve sådan en kæmpe dag i en ung kvindes liv. Men hvor var det bare mærkeligt!

Forestil jer den danske konfirmation. Det er nogenlunde den vigtighed der lægges i en piges 15-års fødselsdag. Og så lidt til. Invitationen kom fra Betsy, en pige der var med til min workshop i den første uge, og derudover går i engelskklasse med halvdelen af min workshop. Invitationen kom uventet, og gjaldt for alle fire danskere. Vi var ikke i tvivl: Selvfølgelig skal vi med, det er en fantastisk mulighed at få.

Forventningerne
I Villa el Salvadors gader har vi flere gange lagt mærke til de butikker der sælger kjoler og udlejer festudstyr. Festudstyr inkluderer satinbetræk til plastikstole, bordduge og dekorationer i det farvetema man nu vælger. Pink og lilla er de mest populære, men man kan også finde orange og grønne temaer. Kæmpe kager der ligner en krydsning af en bryllupskage og det skæve tårn i Pisa tårner sig op – falske, naturligvis, de er kun til pynt og har derudover den smarte funktion at kunne genanvendes.

Da vi modtog en invitation fra Betsy, gik vores forventninger altså udelukkende på festlokalet: Vil der være satinbetræk på stolene? Vi håbede.

Den danske konfirmation starter omkring eftermiddag, og varer – afhængigt af gæsternes udholdenhed – til ud på natten. På vores invitation stod der, at festen startede klokken 9 pm. Ser punctual. Vi glædede os – endelig et krav til peruanernes tidsfornemmelse. Til store begivenheder som disse regner man vel ikke med peruviansk tid? På den anden side af invitationen stod der godt nok at festen startede klokken 10 pm., så for at undgå at dumme os, spurgte vi Betsy. ”My birthday party begins at 10.30.” var hendes svar. Godt vi spurgte, ellers havde vi risikeret at komme halvanden time for tidligt, og dét ville godt nok være pinligt! Klokken 22.40 stod vi udenfor lokalet. Vi var blevet en smule forsinkede af at pakke gaven ind og nette os – hvor pænt klæder man sig? Man vil helst ikke skille sig ud, hverken ved at være overdressed eller underdressed. Men vi havde ikke behøvet at stresse. Der var ikke kommet så mange andre gæster, og dem, der var, sad spredt placeret på stolene ude langs væggen. Der var satin for alle pengene.

“Nå, men så sidder vi her”
Vi fandt nogle stole, og satte os til at vente. Og vente. Og vente lidt til. På hvad, vidste vi ikke helt. Fødselaren, eventuelt? Hun var ingensteds at se, og da nogle af mine andre elever kom, fik vi at vide at fødselaren først ville komme klokken 12. Hvad skulle gæsterne så lave indtil da? Det måtte de selv om. Så vi sad og ventede og snakkede i godt en time ekstra, mens resten af gæsterne kom sivende. Lidt over tolv kom seks marineklædte mænd marcherende ind fra gaden med sabler, kommandoråb og taktfaste skridt. I mellem dem kom Betsy, klædt i en lilla drøm af en prinsessekjole. Diadem i håret, sølvstiletter og en handsome uniformsklædt mand til at følge sig ind i lokalet. Der skulle ikke mangle noget. Så var der taler. Tak fordi I vil være med til denne store dag, i dag bliver du en kvinde Betsy, osv. Og hvor det til danske konfirmationer er spredt lidt ud over måltidet, var talerne her koncentreret i en, stor omgang. Derefter skulle far danse vals med sin datter, og det var noget af det fineste jeg længe har set. Folk klappede i takt til, og jeg tænkte, at jeg kunne se på det i evigheder – noget jeg også kom til. Det viser sig nemlig at være en peruansk skik at alle de mandlige gæster skal op og danse vals med fødselaren. Mens de andre står og kigger og klapper. Konferencieren præsenterede: Onkel Jorge, fætter Manuel, klassekammerat Jaine, grandkusine Marias kæreste Raoul. Alle mandfolk. Drenge på ti år såvel som Andreas. Og så med far igen til sidst for at runde det af. Derefter skulle der fotograferes i grupper. Igen præsenterede konferencieren: Farmor og farfar. Mormor og morfar. Kusiner på mors side. Kusiner på fars side. Og så videre. Los profesores daneses de CEPROMUP skulle også op en tur.

Mens en dansk konfirmation er koncentreret om måltidet og samtalen er en peruansk 15års fødselsdag koncentreret om dansegulvet og musikken. Klokken var halv to før alle talerne, den arrangerede vals og fotograferingen var færdig, og musikken var så høj at det krævede viljestyrke at gennemføre en samtale. Fødselaren havde skiftet til en kortere prinsessekjole der var mere egnet til danseaktiviteten. Maden blev serveret i snackstørrelser på fade, og det var først klokken halv fire at der kom portionsanretninger på bordene (kyllingeroulade med ris – why were we not surprised?) til dem, der ønskede, mens dansegulvet og musikken pulserede videre.Hvis det lyder forvirrende, er det fordi det var det. Men det mest forvirrende var, at vi var de eneste der lod til at synes det var forvirrende!

Den skøre time
Hold fast i billedet af en dansk konfirmation, sammenlign det med det, der er beskrevet for oven, og tilføj nu hora loca – et helt nyt element af mærkelighed. Jeg kan ikke huske, hvornår på natten det var, men på et tidspunkt stoppede musikken, og en dommedagsstemme deklarerede at det var ”HORA LOCA!” Herefter er rækkefølgen lidt uklar. Men der var plasticfløjter, konfektkanoner og sæbespåner i luften. Folk havde hawaiikranse på og sjove hårbøjler i håret. Der var lange balloner som folk slog hinanden i hovederne med. Og et besynderligt optog bestående af Mickey Mouse og to klovneklædte mennesker – hvoraf den ene var dværg – kom hoppende ind i salen og begyndte at larme, pifte, starte boogie-woogiekæder og spontane hoppekredse. Vi gjorde vores bedste for at følge med i al galskaben, men det var svært at give slip på hæmningerne i samme stil som peruanerne. Om galskaben varede fulde 60 minutter skal jeg ikke kunne sige, men på et tidspunkt hoppede Mickey og klovnene ud igen, og folk stoppede med at pifte i fløjterne, tog hårbøjlerne af, og begyndte at danse salsa. Pyha, back to normal.

Kagen blev serveret i portioner i små papæsker med Betsys navn på, og da nogle begyndte at gå hjem, skyndte moren sig at dele souvenirs ud: Små plasticblomster der kan blinke blåt og rødt, hvor en skrift på soklen for evigt vil minde ejeren om denne uforglemmelige aften.

For uforglemmeligt var det, og uanset hvor mærkeligt det var for en kartoffeldansker som mig at opleve, så må der ikke herske tvivl om at det var en smuk begivenhed. Betsy blev fejret af alle de mennesker, hun holder af – og lidt til – og alle traditioner blev overholdt.

Præsidentvalg 2011!

Kongres- og præsidentvalg
Kan man være heldigere? Tænk at befinde sig i Peru, mens der er valg! Hvert femte år vælger peruanerne deres præsident, og hvert fjerde vælger de kongresmedlemmerne. I år er de to valg faldet sammen, hvilket jo sker relativt sjældent, så jeg føler mig virkelig heldig. Hele byen er klistret til med ubeskrivelige mængder af enorme valgplakater og -bannere (de små lygtepælsplakater hjemme i Danmark kan godt pakke sammen!). Kandidaterne har malet deres navne på kæmpe store mure overalt i byen og mest imponerende af alt: når man tager bussen ind til Lima downtown, vil man også se kandidaternes navne skrevet med hvid maling på bjergskrænterne. Hvad der ikke er blevet brugt af penge, kræfter og ressourcer  på de kampagner…

Søndag den 10. april
Søndag skulle der så stemmes! Jeg bor lige overfor Colegio Jorge Basadre, som er en af de mange offentlige skoler, der skulle stemmes på. Gaderne boblede, menneskelivet sydede og trafikken (som i dagens anledning var dyrere end vanligt, for ja, udbyd og efterspørgsel fungerer også i Peru) kogte. Overalt var der mennesker, og folk blev lukket ind af porten på skolen i en lind strøm, mens strømerne stod vagt og sørgede for lov og orden. Der var også ualmindeligt mange gadesælgere i området, som solgte alt det spiselige, man kan forestille sig – gud forbyde, at man på valgdagen skulle stå sulten eller tørstig i kø, når man for blot en lille skilling kunne være mæt.

Løjerlige regler og forskelle
Der er selvfølgelig en del forskelle på valg i Peru og valg i Danmark. En af de mest afgørende er måske, at valget her foregår i to runder, fordi der er fem præsidentkandidater. Med mindre en af de fem får over 50% af stemmerne (og hvad er sandsynligheden for, at det skulle ske?) skal peruanerne stemme igen 5. juni. På det tidspunkt vil de så kun skulle vælge mellem to kandidater. Der udover er det lovpligtigt at stemme i Peru, og stemmer man ikke, får man en (mere eller mindre symbolsk) bøde på omkring 72 soles (145 kr.) så vidt jeg husker. Når man stemmer, skal man vise sit id-kort, på hvilket der bliver lavet et mærke. Når man så skal i banken næste gang, bliver det tjekket, om man har fået mærket. Er det ikke tilfældet, får man en bøde. En lidt sjovere regel er, at man ikke må indtage alkohol 48 timer før valget. Derfor var byen usandsynligt stille fredag og lørdag aften, alle diskotekerne var lukkede og menneskene pist borte. Ingen alkohol; ingen fest. Mere katolske er de unge peruanere altså heller ikke.
Noget, der ikke er en regel, men som er alment kendt i befolkningen og en stor forskel fra Danmark, er, at man ikke stemmer på den bedste kandidat, men at man stemmer på den mindst dårlige. Det er helt absurd at høre eleverne i min klasse fortælle om deres eget land og dets politikere, fordi korruption er et så kendt og stort problem i den peruanske politik. Da jeg fortalte dem, at de danske politikere ikke er korrupte, lo de først og troede, det var en joke. Da de forstod, at den var god nok, at korruption virkelig ikke er almindeligt i Danmark, blev de enormt overraskede og forstod ikke rigtigt, hvordan det kunne lade sig gøre. Det er en meget speciel oplevelse at møde en befolkning, for hvem korruption er alment kendt og et helt almindeligt problem og samtaleemne. Desværre gør den megen korruption også, at befolkningen – meget naturligt – mister tilliden til og derfor interessen for politikerne og valget, hvorfor man altså har været nødt til at gøre det lovpligtigt at stemme. Det er ikke underligt, at det kan tage lang tid for et land at udvikle sig mod bedre demokratiske og økonomiske standarder, når godt en tredjedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og er uuddannede og uoplyste, og når politikerne er så korrupte, at enhver peruaner måtte miste den lille gnist af interesse, han/hun måtte have haft.

Kandidaterne
Og så til det, vi alle har ventet på: en kort introduktion til de fem kandidater!

- Ollanta Humala (f. 1962):
Ollanta er en venstreorienteret militærmand. Uddannet advokat, kom med i den peruanske hær i 1982, var med til at bekæmpe Den Lysende Sti (som er et emne for sig), opnåede titlen Oberstløjtnant. Stiftede i 2005 det peruanske nationalistparti (Partido Nacionalista Peruano) og stillede op som præsident i 2006 og kom videre fra første runde men tabte til Alan García. Han lover blandt andet gennem en grundlovsændring at øge den statslige rolle i økonomien og mindske eksporten af naturgas og samt en stor omfordeling af rigdommene i landet. Støttes af og samarbejder med mænd som Evo Morales og Hugo Chávez.

- Keiko Fujimori (f. 1975):
Keiko er en højreorienteret og kontroversiel politiker, fordi hun er datter af tidligere præsident Alberto Fujimori, der nu sidder fængslet for korruption og brud på menneskerettighederne i forbindelse med bekæmpelsen af terror i starten af 90′erne (på trods af sine forbrydelser har han mange peruaneres respekt og støtte, fordi han kæmpede for en større sag. Målet helligede vist midlet). Hun har stiftet partiet Fuerza 2011, og hendes økonomiske program er en fortsættelse af den neo-liberalistiske politik, som landets nuværende centrum-højre præsident Alan GarcÍa har gennemført.

- Alejandro Toledo (f. 1946):
Toledo er uddannet økonom og var præsident i Peru fra 2001-2006, hvor han var kendt for at have korrupte rådgivere, der til eksempel forsøgte at forhale en retssag, hvor en general var anklaget for korruption under Alberto Fujimori. Har arbejdet som konsulent i FN, The World Bank og The International Labour Organization. Grundlagde i ’94 partiet Perú Possible, og beskyldes i dén forbindelse for at have forfalsket 78% af de underskrifter, et parti skal have for at kunne betragtes som et rigtigt, legalt parti.

- PPK - Pedro Pablo Kuczynski (f. 1938!):
PPK er halvt amerikaner og halvt peruaner. Var energi- og mineminister under præsident Fernando Belaúnde Terry og en anerkendt, kompetent økonomiminister under Alejandro Toledo. Har studeret på nogle af de mest velansete universiteter i verden, f.eks. Oxford, hvor han læste politik, filosofi og økonomi. I 90′erne foregik hans politiske aktiviteter hovedsageligt i USA, hvor hans politik er beslægtet med Det Republikanske Parti, og han har støttet de to Bush senior og junior økonomisk.

- Luis Castañeda Lossio (f. 1945):
Castañeda har været en meget populær borgmester i Lima, hvor han sad i to perioder fra 2003-2010. Han er uddannet advokat på Perus katolske universitet og har læst management i Sverige og Mexico. Han stiller op for det centrum-højreorienterede, kristne parti Solidaridad Nacional, som han stiftede i 1999, og som i starten var en del af National Unity-koalitionen (Unidad Nacional), som de dog adskildte sig fra i 2008.

Resultaterne af valget
Mandag morgen blev resultatet af valget offentliggjort, selvom man først kan regne med det helt endelig resultat om en uges tid. Ollanta Humala fik mellem 31,6 og 33,8 procent af stemmerne og skal i anden runde møde Keiko, der sikrede sig den næststørste opbakning med 21,3-22,0 procent af stemmerne. Men afstanden var kort ned til tidligere premierminister Pedro Pablo Kuczynski, som ifølge målingerne ude ved valglokalerne sikrede sig tilslutning fra 19,0-19,5 procent af vælgerne. Det vurderes, at en anden valgrunde i juni mellem Ollanta og den højreorienterede Keiko vil polarisere Peru.

Jeg synes, det ser ud til, at Ollanta Humala er den mindst dårlige kandidat, så jeg har glædet mig over valgresultatet.